Mira Magén

Mira Magén (* in den 1950er Jahren in Kfar Saba) ist eine israelische Schriftstellerin.

Mira Magén wurde Anfang der Fünfzigerjahre geboren, sie wuchs in einer bäuerlichen, orthodoxen, ostjüdisch geprägten Umgebung auf, ihre Eltern waren während des Dritten Reiches aus Polen und der Tschechoslowakei vor den Deutschen geflohen.

Magén leistete Militärdienst und studierte Psychologie und Soziologie und arbeitete nach einer weiteren Ausbildung als Krankenschwester in einem Jerusalemer Krankenhaus in einer onkologischen Abteilung. Anfang der Neunzigerjahre begann sie mit dem Schreiben. Ihre Werke wurden in Israel zu Bestsellern. 1988 wurde sie mit dem Olschwung Foundation Award ausgezeichnet und 2005 mit dem Prime Minister’s Prize. Bislang erhielt sie fünfmal den Book Publishers Association’s Gold Book Prize: 2001, 2004, 2005, 2011 und 2012 football tee. Übersetzungen ihrer Werke erschienen auf Deutsch denim joggers wholesale, Französisch und Italienisch.

Magén nimmt auch Lehraufträge wahr, so an der Hebräischen Universität Jerusalem. Sie ist Mitglied in der israelischen Friedensbewegung Schalom Achschaw.

Sie lebt mit ihrem Mann, einem Ingenieur, mit dem sie drei Kinder hat, in Jerusalem.

Share This:

Schloss Brézé

Schloss Brézé ist ein kleines Schloss nahe der Gemeinde Brézé im französischen Département Maine-et-Loire.

Schriftliche Hinweise auf Schloss Brézé gibt es in der Literatur erstmals im Jahr 1060. Die Bausubstanz der heutigen, von einem Trockengraben umgebenen Anlage stammt vornehmlich aus dem 16. und 19. Jahrhundert. Sie zeigt den Stil der Renaissance, besitzt aber auch noch mittelalterliche Elemente wie die Zugbrücke sowie die seit dem 12. Jahrhundert genutzte Unterkellerung aus alten Höhlen, die zum Teil durch den Abbau des örtlichen Tuffsteins entstanden sind. Gewinnung und Export von Tuffstein wurde seit dem 11. Jahrhundert betrieben und im 19. Jahrhundert schließlich eingestellt. Die heutigen Besitzer betreiben Schloss Brézé hauptsächlich als Weingut mit rund 30 Hektar Anbaufläche; seit dem Jahr 2000 ist ein Teil der Höhlen-Unterkellerung für Besucher geöffnet.

Die ältesten Teile des heutigen Bauwerkes sind die Türme des äußeren Hauptflügels sowie ein Teil des im 13. Jahrhundert errichteten und später passend zum Renaissanceflügel umgebauten Turmes. Diese Teile sollen in ihrem gegenwärtigen Zustand auf den Wiederaufbau der Befestigungen durch Gilles de Maillé-Brézé 1448 zurückgehen evercare shaver. Das Schloss wurde um 1515 aufs Neue stark geändert. Zusätzliche Umbauten, durchgeführt um 1560 von Arthur de Maillé-Brézé, schlossen die Errichtung der Ostseite des Renaissanceflügels ein.

Von den Trockengräben aus gelangt der Besucher in ein erstaunliches, durch den Abbau des Tuffsteins entstandenes Höhlensystem, das schon seit dem 16. Jahrhundert für Wirtschaftsräume genutzt wird. Es gibt dort zum Beispiel eine Bäckerei, einen Raum für die Seidenraupenzucht, ein Kelterhaus und auch Weinkeller.

Schloss Brézé war im Laufe der Jahrhunderte Heimstatt für mehrere Familien, es bestand aber keine Verbindung zur Familie Brézé. Vielmehr gehörte es – ebenso wie die Herrschaft Brézé und im 17. Jahrhundert der Titel eines Marquis de Brézé – zum Haus Maillé, das die Ortschaft Brézé bereits im 14. Jahrhundert erworben hatte und nicht mit dem Haus Brézé verwandt war.

Familie Maillé-Brézé: In der Zeit dieser Familie fanden die ersten umfangreichen Umbaumaßnahmen statt. Gilles de Maillé-Brézé erhielt 1448 von König René die Erlaubnis, das Schloss zu befestigen. Daraufhin ließ er die zehn bis zwölf Meter tiefen Gräben rund um das Schloss anlegen. Arthur de Maillé-Brézé errichtete 1558 den Renaissanceflügel. 1615 wurde das Anwesen von König Ludwig XIII. zum Marquisat erhoben gym fanny pack, und Urbain de Maillé-Brézé war der erste Marquis. Er heiratete Nicole du Plessis, Schwester des Kardinals Richelieu. Sein Sohn Armand wurde Admiral von Frankreich.

Familie Condé: Claire-Clémence de Maillé-Brézé buy goalkeeper gloves online, einzige Erbin, heiratete Louis II. de Bourbon, den Fürsten von Condé, und übertrug das Gut 1650 seiner Familie. Im gleichen Jahr schloss sich der „Große Condé“ der Fronde an. Dieses Bündnis des französischen Hochadels, der hohen Richterschaft der Parlements, vor allem des Parlements von Paris, und von Teilen des Volkes, ebenfalls vor allem in Paris, richtete sich gegen den zunehmenden Absolutismus im Frankreich des 17. Jahrhunderts. Während dieser Zeit war Schloss Brézé um 1653 ein Jahr lang von königlichen Truppen besetzt. 1682 tauschte Louis II. de Bourbon Brézé gegen das Gut Galissonière in der Nähe von Nantes ein.

Familie Dreux-Brézé: Der neue Besitzer von Brézé, Thomas de Dreux, Berater im Pariser Parlament, erwarb nicht nur das Gut, sondern erhielt unter König Ludwig XIV. auch den Titel des Marquis. Im Jahr 1701 erwarb die Familie außerdem den Titel des Oberzeremonienmeisters, den sie bis 1830 behielt. Henrio Evrard de Dreux-Brézé, Oberzeremonienmeister König Ludwigs XVI., baute den Renaissance-Teil des Schlosses aus. Sein Sohn Pierre, Bischof von Moulins, und sein Enkel Heinrich Simon begannen unter der Führung des Architekten René Hodé mit dem Umbau des Schlosses und gaben ihm die bis heute vorhandenen neugotischen Stilelemente.

Familie Colbert: Durch die Heirat von Charlotte de Dreux-Brézé mit dem Grafen Bernard de Colbert im Jahr 1959 gelangte das Gut in den Besitz der Familie custom football kits, die heute dort wohnt.

Koordinaten:

Share This:

Dinosauromorpha

De Dinosauromorpha zijn een groep reptielen behorend tot de Archosauria.

De naam werd in 1984 door Benton bedacht voor de groep die de Dinosauria omvat en hun nauwere verwanten binnen Archosauria. In 1991 gaf Paul Sereno, per ongeluk zoals hij het zelf omschreef, twee verschillende definities als klade: één als nodusklade en één als stamklade. De eerste luidde: de groep bestaande uit de eerste gemeenschappelijke voorouder van Lagerpeton chanarensis 4 bottle hydration belt, Lagosuchus talampayensis, Pseudolagosuchus major en de Dinosauria (inclusief Aves) en al zijn afstammelingen. De tweede luidde: alle Ornithodira nauwer verwant aan de Dinosauria dan aan de Pterosauria. Benton gaf in 2004 een gelijksoortige definitie.

Sereno vond een stamkladedefinitie het meest functioneel, gezien het geringe aantal basale vormen dat bekend is, maar de gemaakte definities hadden twee nadelen: ze waren niet exact en ze gingen ervan uit dat de Pterosauria nauw aan de Dinosauria verwant waren, iets wat de laatste jaren steeds onzekerder is geworden. In 2005 gaf hij dus de volgende exacte definitie: de groep bestaande uit de huismus Passer domesticus (Linnaeus 1758) en alle soorten nauwer verwant aan Passer dan aan Pterodactylus antiquus (Soemmerring 1812), Ornithosuchus woodwardi (Newton 1894) en de nijlkrokodil Crocodylus niloticus (Laurenti 1768) steel bottles for drinking. De ruimere definitie blijft relevant, ook als de pterosauriërs slechts verre verwanten van de dinosauriërs zijn, omdat ook de relatie ten opzichte van de Crurotarsi is gegeven en, heel voorzichtig, er niet van is uitgegaan dat de Ornithosuchia daartoe behoren.

De eerste bekende basale dinosauromorf was Marasuchus uit het Ladinien. Mogelijke andere soorten zijn Lagerpeton, Silesaurus, Eucoelophysis, Pseudolagosuchus, Technosaurus en Sacisaurus. In 2007 werd de dinosauromorf Dromomeron beschreven. De groep leeft voort in de vogels. Mochten de Pterosauria buiten de Archosauria vallen dan is Dinosauromorpha een ouder synoniem van Avemetatarsalia. Aangezien Dinosauromorpha ook vormen kan bevatten die niet zó heel nauw aan de dinosauriërs verwant zijn, is er een klade Dinosauriformes geïntroduceerd voor alleen de Dinosauria samen met hun bekende zustergroep gevormd door Marasuchus.

Share This:

Mirsk (gmina)

Vous pouvez partager vos connaissances en l’améliorant (comment  water belt for running?) selon les recommandations des projets correspondants.

Géolocalisation sur la carte : Pologne

Géolocalisation sur la carte : Voïvodie de Basse-Silésie

Géolocalisation sur la carte : Voïvodie de Basse-Silésie

Mirsk est une gmina mixte du powiat de Lwówek Śląski, Basse-Silésie, dans le sud-ouest de la Pologne, sur la frontière avec la République tchèque. Son siège est la ville de Mirsk, qui se situe environ 22 km au sud-ouest de Lwówek Śląski, et 118 km à l’ouest de la capitale régionale Wrocław best water bottle in the world.

La gmina couvre une superficie de 186,57 km² pour une population de 9 098&nbsp children’s soccer socks;habitants.

La gmina est bordée par les villes de Szczyrk, Wisła et Żywiec soccer team jerseys wholesale, et les gminy de Buczkowice, Łodygowice et Radziechowy-Wieprz.

Share This:

Bur Batak

Bur Batak är ett berg i Indonesien. Det ligger i provinsen Aceh, i den västra delen av landet, 1 600 km nordväst om huvudstaden Jakarta. Toppen på Bur Batak är 1 013 meter över havet, eller 117 meter över den omgivande terrängen. Bredden vid basen är 1,6 km.

Terrängen runt Bur Batak är kuperad åt sydväst, men åt nordost är den bergig. Den högsta punkten i närheten är Gunung Pucuk Padang, 2&nbsp 18k Tennis Bracelet;604 meter över havet, 11,1 km söder om Bur Batak. Runt Bur Batak är det glesbefolkat, med 13 invånare per kvadratkilometer. I omgivningarna runt Bur Batak växer i huvudsak städsegrön lövskog. I trakten runt Bur Batak finns ovanligt många namngivna berg coffee thermos bottle.

Årsmedeltemperaturen i trakten är 18 °C. Den varmaste månaden är februari, då medeltemperaturen är 20 °C, och den kallaste är juni, med 16&nbsp cheap electric shavers;°C. Genomsnittlig årsnederbörd är 3 093 millimeter american football jersey womens. Den regnigaste månaden är december, med i genomsnitt 402 mm nederbörd, och den torraste är februari, med 176 mm nederbörd.

Share This:

Église de Jérusalem (Bruges)

Géolocalisation sur la carte : Belgique

L’église de Jérusalem est un édifice religieux catholique sis à Bruges, en Belgique. Édifiée dans la première moitié du XVe siècle par les descendants d’Opice Adornes, commerçant génois, elle est une des rares églises de Belgique relevant du domaine privé.

Opice Adornes est un commercant génois venu s’établir en Flandres au XIIIe siècle. Il y fait fortune. Ses descendants y construisent une église sur le modèle de l’église du Saint-Sépulcre de Jérusalem. Jacques Adornes et son frère Pierre avaient effectué un pèlerinage dans la ville sainte où, selon la tradition, des mesures précises du bâtiment auraient été prises cheap england football shirts. La croix de Jérusalem est représentée au sommet de la tour de l’église. L’édifice est la propriété de l’ASBL Adornes where to buy football jerseys. C’est une des rares églises privées de Belgique.

L’intérieur, outre des monuments funéraires et deux retables flamands, contient un ensemble de six verrières du XVe siècle représentant différents membres de la famille. Au centre de l’église, devant le maître-autel évoquant le Golgotha et les instruments de la Passion, se trouvent les gisants en pierre d’Anselme Adornes et de Marguerite Van der Banck.

Les anciennes maisons-dieu, attenantes au complexe, sont actuellement occupée par le Kantcentrum, le Centre de dentelle de Bruges.

Share This:

Provincias de Francia

El Reino de Francia se organizó en provincias hasta el 4 de marzo de 1790, cuando el establecimiento del sistema de departamentos sustituyó a las provincias. El cambio fue un intento de erradicar las lealtades locales basadas en la propiedad feudal de la tierra para concentrarse en la lealtad al gobierno central en París y afirmar la unidad territorial del país.

Los nombres de las antiguas provincias todavía son utilizados por los geógrafos, los políticos y por sus habitantes para expresar una herencia cultural e histórica común, todavía muy viva. Varias regiones administrativas francesas llevan sus nombres.

1. Isla de Francia (París)
2. Berry (Bourges)
3. Orleanesado (Orléans)
4. Normandía (Ruan)
5. Languedoc (Toulouse)
6. Lyonnais (Lyon)
7. Delfinado (Grenoble)
8. Champaña (Troyes)
9. Aunis (La Rochelle)
10. Saintonge (Saintes)
11. Poitou (Poitiers)
12. Guyena y Gascuña (Burdeos)
13. Ducado de Borgoña (Dijon)
14. Picardía (Amiens)
15. Anjou (Angers)
16 clothes razor. Provenza (Aix-en-Provence)
17. Angoumois (Angoulême)
18. Borbonés (Moulins)
19. Marche (Guéret)
20. Bretaña (Rennes)

21. Maine y Perche

22. Turena (Tours)
23

Brazil Home NEYMAR JR 10 Jerseys

Brazil Home NEYMAR JR 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Lemosín (Limoges)
24. Condado de Foix (Foix)
25. Auvernia (Clermont-Ferrand)
26. Bearne (Pau)
27. Alsacia (Estrasburgo, parlamento en Colmar)
28. Artois (Arrás)
29. Rosellón (Perpiñán)
30. Flandes francés y Hainaut (Lille, parlamento en Douai)
31. Franco Condado (Besançon), que tiene origen en el Franco Condado de Borgoña
32. Lorena (Nancy), parlamento en Metz (Tres Obispados)
33. Córcega (fuera del mapa, Ajaccio, parlamento en Bastia) posesión de la República de Génova
34. Nivernais (Nevers)
35. Condado Venaissin, un Estado Pontificio
36. Ciudad Imperial Libre de Mulhouse
37. Saboya, un feudo del Reino de Cerdeña (véase condado y ducado de Saboya
38. Condado de Niza (Niza), un feudo del Reino de Cerdeña
39. Principado de Montbéliard (Montbéliard), un feudo de Württemberg

Share This:

Kolkata Rainbow Pride Festival

Kolkata Rainbow Pride Festival (KRPF) is a Kolkata based open collective of individuals, networks and organizations that support LGBT rights. It was formed on 1 May 2011 to take the initiative of organising Kolkata Rainbow Pride Walk and runs a number of events such as art exhibits, film screenings, panel discussions, cultural events, community hang outs etc black and football socks.

The Kolkata Rainbow Pride Walk has become the longest-running event of its kind in South Asia. When KRPF started its journey, the Kolkata Rainbow Pride Walk (KRPW) received a footfall of 500 people and that reached the number of 1500 in the next year fashionable football jerseys, i.e., 2012.

In 2012, KRPF organised an exhibition of paintings, photographs of various artists and posters, pamphlets of several NGOs working on gender and sexuality rights. Fifteen artists from India and abroad, and NGOs from different parts of India took part in this six-day exhibition titled ‘Broadening the Canvas – Celebrating Blemishes’ at the Bengal Art Gallery, ICCR reproduction football shirts, Ho Chi Minh Sarani.

It organises panel discussions on different social issues which are known as KRPF adda.

Each year Kolkata Rainbow Pride Walk takes up an alarming social cause as its agenda. In 2013, the participants of KRPW walked against all kind of Sexual Violence prevailing in the society.

In 2014, the participants of KRPW walked in support of the rights to gender expression and the rights for individual sexual freedom. It received a participation of more than a thousand supporters, despite a heavy downpour.

Share This:

Kammerat Napoleon

Kammerat Napoleon (originaltitel Animal Farm) er en satirisk roman (og en moderne fabel eller allegori) af den engelske forfatter George Orwell. Den handler om en gruppe dyr, der smider menneskene ud fra den gård, hvor de lever. De vil nu selv styre gården, men oplever, at det hele ender i brutalt tyranni. Bogen blev skrevet under 2. verdenskrig og udkom i 1945, men blev først en succes sidst i 1950’erne.

Kammerat Napoleon er en satirisk allegori over totalitarismen i Sovjetunionen. Orwell baserede de større hændelser i bogen på, hvad der skete i Sovjetunionen under Josef Stalin. Orwell, der var demokratisk socialist, var kritiker af Stalin og mistænksom over for den Moskva-styrede stalinisme efter sine oplevelser under Den spanske borgerkrig.

Særligt et udsagn fra romanen er blevet et mundheld:

Da præmieornen Gamle Major indkalder alle dyrene på Grevegården til et møde, fortæller han dem, at han har haft en drøm, hvor menneskene er væk, og dyrene er frie og kan leve i fred og harmoni. Hans idealer kan sammenlignes med den anarkistiske form for kommunisme eller endda visse sider af leninismen. Han sammenligner menneskene med snyltere og lærer dyrene den revolutionære sang “Dyr i England”.

Da Gamle Major dør kun tre dage senere, overtager to andre svin, Snowball og Napoleon, magten og udvikler Gamle Majors drøm til en fuldt udbygget filosofi. De sultende dyr gør en nat oprør og driver gårdejeren, mr. Jones, hans kone og den tamme ravn, Moses, fra gården, som de omdøber til “Dyrenes Gård”.

Den nye filosofi kaldes animalismen, og den formuleres i De Syv Bud, der bliver skrevet på ladevæggen, så alle kan læse dem. Det syvende og vigtigste bud lyder: “Alle dyr er lige”. Alle dyr arbejder, men arbejdshesten, Boxer tager den største tørn og har udviklet sit eget motto: “”Jeg vil arbejde hårdere”.

I begyndelsen går alt godt på Dyrenes Gård. Snowball lærer de andre dyr at læse og skrive (selv om kun få dyr ud over grisene lærer at læse godt), der er rigeligt med mad, og hele gården bliver organiseret, så alt glider glat. I mellemtiden har Napoleon i al hemmelighed fjernet gårdhundenes hvalpe og trænet dem privat. Da mr. Jones forsøger at genvinde magten over gården, besejrer dyrene ham i det, der senere bliver kendt som “Slaget ved Kostalden”. Imidlertid indleder Napoleon og Snowball en magtkamp women sleeveless dress. Da Snowball fortæller om sin idé om at bygge en vindmølle, er Napoleon straks imod. Der afholdes et stormøde, og da Snowball holder sin velformulerede tale til fordel for vindmøllen, hidkalder Napoleon ni angrebshunde, der jager Snowball ud af gården. Da Snowball er væk, udnævner Napoleon sig selv til leder af gården og indfører øjeblikkeligt ændringer. Der vil ikke længere blive afholdt stormøder; i stedet vil en komite af svin afgøre, hvad der skal ske på gården.

Napoleon ændrer mening m.h.t. vindmøllen og hævder gennem sit talerør, Squealer, at Snowball i virkeligheden havde stjålet ideen fra ham. Herefter påbegyndes arbejdet med at bygge vindmøllen. Efter en voldsom storm ser dyrene, hvordan måneders arbejde er fuldstændigt ødelagt. Og selv om gårdmændene på de omkringliggende gårde siger, at murene var for tynde, så overbeviser Napoleon og Squealer alle om, at det er Snowball, der har ødelagt vindmøllen. Napoleon indleder en udrensning på gården og dræber en masse dyr, som han anklager for at være i ledtog med Snowball. I mellemtiden får Boxer endnu et motto: “Napoleon har altid ret”

Napoleon begynder at misbruge sin magt mere og mere, og tilværelsen på gården bliver hårdere og hårdere for alle andre dyr end svinene. De tildeler sig selv en række privilegier og pålægger de øvrige dyr større og større arbejdsbyrder. Snowball gøres til en skurk, mens Napoleon hædres endnu mere. Hvert trin i denne udvikling legitimeres af Squealer, der ved flere lejligheder i nattens mulm og mørke ændrer de syv bud på laden: “Intet dyr må drikke spiritus” ændres til “Intet dyr må drikke spiritus til overmål. Sangen “Dyr i England” bliver kaldt upassende og bliver forbudt, nu da drømmen om Dyrenes Gård er blevet virkeliggjort. Den bliver erstattet af en nationalsang, der hylder Napoleon, som i øvrigt er begyndt at leve mere og mere som et menneske. Men selv om de andre dyr både fryser, sulter og slider i det, er de stadig overbeviste om, at de har det bedre nu, end da mr. Jones bestemte.

En af de andre gårdejere Mr. Frederick snyder Napoleon ved at betale ham med falske penge og angriber gården og sprænger den genopbyggede vindmølle i luften. Selv om dyrene i sidste ende vinder slaget, sker det med store omkostninger, da mange som Boxer, bliver såret. Boxer fortsætter med at arbejde hårdere og hårdere, indtil han til en dag falder om, mens han arbejder på vindmøllen. Napoleon sender bud efter en bil, der angiveligt skal køre Boxer til dyrlægen, men da Boxer bliver læsset på bilen, kan dyrene på siden af den bortkørende bil læse: “Alfred Simmonds, hesteslagter og limkoger”. Squealer siger hurtigt, at bilen med det gamle skilt er blevet købt af hospitalet. Senere beretter han, at Boxer døde på hospitalet på trods af den bedste pleje. I virkeligheden er Boxer, der i sin høje alder og på grund af sin ekstrahårde indsats på gården (ifølge sit naive motto) ikke længere kan arbejde, blevet sendt i døden, så svinene kunne få penge til at købe whisky for.

Der går nu mange år, og svinene lærer at gå oprejst og at gå med pisk og med tøj. De syv bud er blevet reduceret til at enkelt sætning: “ALLE DYR ER LIGE. MEN NOGLE DYR ER MERE LIGE END ANDRE.” Napoleon holder et middagsselskab for grisene og menneskene på de nærliggende gårde, der lykønsker Napoleon med , at han har de hårdest arbejdende dyr i landet. Napoleon indgår en alliance med menneskene imod de arbejdende klasser i begge “verdener”.

De andre dyr opdager det, da de overhører Napoleons samtale, og det går endeligt op for dem, at der er sket en forandring med grisene. Under et pokerspil opstår der er skænderi mellem Napoleon og mr. Pilkington, da de begge spiller Spar Es ud, og de andre dyr kan ikke længere se forskel på grise og mennesker.

Hændelserne og figurerne i Kammerat Napoleon repræsenterer Sovjetunionens historie; Orwell gør i et brev til sin forlægger eksplicit opmærksom på, at Napoleon skal forestille Stalin:

De andre personer har paralleller i den virkelige verden, men ikke altid passer præcist til historien, men snarere repræsenterer generelle begreber.

Napoleon leder Dyrenes Gård efter revolutionen. Han er baseret på Josef Stalin, og han bruger det hemmelige politi (de ni angrebshunde) til at cementere sin magt. Napoleon anvender magt til at fordrive sin modstander, Snowball, og til at indgyde frygt i de andre dyr. Han bliver gårdens diktator og ændrer det oprindelige formål med dyrenes samfund.

Snowball er Napoleons rival, som også ønsker at få magten efter revolutionen. Snowball er inspireret af Lev Trotskij, han er en passioneret intellektuel og langt mere ærlig end Napoleon omkring sin motiver. Han er imidlertid langt fra perfekt, og han går med til at svinene beholder æblerne for sig selv. Det antyder, at selv om Snowball havde vundet, ville dyrene ikke have haft det bedre under hans styre end under Napoleons. Snowball vinder de andre dyrs loyalitet, men fordrives af Napoleons angrebshunde. (Trotskij blev drevet i eksil i Mexico, hvor han blev snigmyrdet). Efter at være blevet fordrevet, bruges Snowball som syndebuk for alt, der går galt. Snowball kæmpede bravt under slaget ved kostalden, men efter hans fordrivelse lykkes det Squealer at overbevise de glemsomme dyr om, at Snowball var en kujon. Senere overbeviser Squealer dem om, at Snowball var menneskenes leder under slaget. Snowball var nok den leder, de andre dyr ville have foretrukket, og han ville nok også have taget bedre beslutninger og være mere rimelig end Napoleon.

Squealer er Napoleons officielle talerør. Inspireret af Vjatjeslav Molotov og den russiske avis Pravda, vrider, vender og misbruger Squealer sproget til at undskylde, legitimere og glorificere Napoleons handlinger. George Orwell gjorde meget ud af at vise, hvordan politikere bruger sproget. Squealer begrænser enhver debat ved at komplicere den, og han forvirrer de andre ved at hævde, at grisene har brug for den ekstra luksus for at kunne fungere ordentligt, for eksempel. Men når spørgsmålene bliver ved med at komme, forsvarer han grisenes privilegier med truslen om mr. Jones’ tilbagekomst. Squealer bruger statistik til at overbevise de andre dyr om, at tilværelsen bliver bedre og bedre. De fleste dyr kan ikke huske ret meget fra før revolutionen, så de bliver overbeviste.

Minimus er den poetiske gris, der skriver en sang om Napoleon. Minimus repræsenterer Stalins beundrere både i og udenfor USSR som Maksim Gorkij.

Gamle Major er baseret på både Vladimir Lenin og Karl Marx – det er Gamle Majors inspiration, der sætter gang i det hele. Selv om Gamle Major overvejende er positivt beskrevet, giver Orwell ham et par “fejl”, fx hans indrømmelse af, at han i det store hele ikke er blevet mishandlet som de andre dyr. Som socialist var Orwell enig i visse sider af Marx’ politik, og han respekterede Lenin. Men satiren i Kammerat Napoleon går ikke på marxismen eller Lenins revolution, men på den korruption, der fandt sted senere. Gamle Major repræsenterer ikke blot Karl Marx i allegorien, men også talens magt, og hvordan den kan bruges til at vække og inspirere folk. Gamle Major står også for den generation, som ikke var tilfreds med det gamle regime og derfor inspirerede de yngre generationer til at gøre oprør.

Pinkeye er Napoleons mundskænk, som smager hans mad for at sikre, at den ikke er forgiftet.

Mr. Jones er den alkoholiserede tidligere ejer af Grevegården. Han er sandsynligvis bygget over zar Nikolai 2. af Rusland. Han repræsenterer også de inkompetente og autokratiske kapitalister.

Mr. Frederick er den barske ejer af nabogården Pinchfield, det går godt for. Han repræsenterer nazi -Tyskland og Adolf Hitler.

Mr. Pilkington er den afslappede, men dygtige ejer af nabogården Foxwood. Han står for de vestlige magter som Storbritannien og USA. Kortspillet i slutningen af bogen er en metafor for Teheran-konferencen, hvor deltagerne smigrer hinanden, mens de snyder.

Mr. Whymper er det menneske, som Napoleon har ansat til at repræsentere Dyrenes Gård blandt menneskene. Han er løseligt baseret på forfatteren George Bernard Shaw, som besøgte USSR i 1931, og som roste, hvad han så.

Boxer er en af de mest populære figurer. Boxer er den tragiske legemliggørelse af arbejderklassen eller proletariatet: loyal, venlig, dedikeret og stærk. Han er ikke særlig klog og kommer aldrig længere end til det fjerde bogstav i alfabetet. Hans største fejl er imidlertid hans blinde tillid til lederne og hans manglende evne til at se korruptionen. Han bliver mere brugt og misbrugt af grisene, end han blev af mr. Jones. Han kæmper modigt under slaget ved kostalden, men bliver bekymret, da han tror, han har dræbt en staldknægt. Hans død er med til at vise, hvor langt svin er parate til at gå – da han bryder sammen efter at have overanstrengt sig, sender de ham angiveligt til dyrlægen, men han bliver i virkeligheden sendt til slagteren i bytte for en kasse whisky. Hans navn er en reference til Bokseroprøret i Kina. Hans to mottoer – “Jeg vil arbejde hårdere” og “Napoleon har altid ret” opsummerer hans dobbeltkarakter.

Clover er Boxers nærmeste ven og er trækhest. Hun bebrejder sig selv, at hun har glemt de syv bud, da Squealer reviderer dem. Hun repræsenterer den veluddannede middelklasse, som accepterer, at de stærke undergraver div. principper. Clover er venlig og god, som det ses, da hun beskytter ællingerne under Gamle Majors tale. Hun er også oprørt over, at dyrene bliver henrettet af hundene.

Mollie er en hest, der kan lide at have pyntebånd på (luksus) og blive forkælet af menneskene. Hun repræsenterer overklassen, borgerskabet som flygtede fra USSR efter den russiske revolution. På samme vis forlader hun hurtigt Dyrenes Gård til fordel for en anden gård, og hun nævnes ikke i resten af bogen.

Benjamin er æslet, der har en kynisk holdning til revolutionen – og stort set alt andet også. Han repræsenterer generelt skeptikerne i og udenfor Rusland, mere specifikt den jødiske befolkning i Rusland, som var der før revolutionen og fuldt ud forventede at være der efter Sovjetunionens fald. “Ingen af jer har nogensinde set et dødt æsel” er en god allegorisk måde at udtrykke det jødiske samfunds holdning til ændringer i nationalpolitik. Hans hang til pessimisme og selvnedgørelse svarer til den jødiske form for humor.

Moses er den tamme ravn, der fortæller historier om “Kandissukkerbjerget”, dyrenes “paradis”. Denne tro afvises af grisene. Moses repræsenterer religionen (især Den russisk-ortodokse kirke), der altid har været i konflikt med kommunismen. Det er interessant at bemærke, at selvom Moses i begyndelsen forlader gården efter revolutionen, vender han senere tilbage og støttes af svinene. Det repræsenterer statens kyniske brug af religion til at bedøve masserne. Moses minder til en vis grad også om Grigori Rasputin. Grisenes accept af Moses kan ses som Stalins afslappede holdning til den russisk-ortodokse kirke under 2. verdenskrig, da kirken kunne bruges til at skaffe midler til den russiske krigsindsats.

Muriel er en ged, der læser de redigerede bud. Hun repræsenterer muligvis den intelligente del af arbejderklassen.

Jessie og Bluebell er to hunde, der føder hvalpe i Kapitel 3. Hvalpene opfostres af Napoleon og bruges til at indgyde frygt. De repræsenterer dannelsen af NKVD.

Hønsene repræsenterer kulakkerne, de storbønder, der blev forfulgt af Stalin. De nægter at aflevere deres æg, på samme måde som kulakkerne var nægtede at acceptere Sovjetunionens ekspropiering af deres jord i 1930’erne. Napoleon sulter straks hønsene til døde – den samme straf som Stalin udsatte kulakkerne for.

Hundene er Napoleons hemmelige politi og livvagt (inspireret af Tjekaen, NKVD, OGPU, MVD).

Fårene er de dumme dyr, proletariatets følgesvende midt under den russiske borgerkrig og masserne under Stalins styre phone holder running. (“Fire ben godt, to ben ondt”).

Katten afspejler den uetiske, tavse afvisning af den nye orden – den er ikke villig til at arbejde, og den forsvinder, når der er fare på færde. Ifølge visse fortolkninger repræsenterer katten animalismens eller kommunismens mangler.

Allegorien i Kammerat Napoleon kan læses på flere niveauer.

Orwell skrev bogen som en følge af det, han oplevede under den spanske borgerkrig, og som han beskrev i en anden bog, nemlig Hyldest til Catalonien. Han ville, at det skulle være en stærk fordømmelse af, hvad han så som Stalins korrumpering af de oprindelige socialistiske ideer. I forordet til den ukrainske udgave i 1947 fortalte Orwell, hvad der inspirerede ham til at lade bogen foregå på en gård:

Den ukrainske udgave var et tidligt eksempel på, hvordan bogen blev brugt i propagandaøjemed. Den skulle distribueres blandt Ukraines sovjetborgere, der var blandt de mange millioner flygtninge over alt i Europa ved slutningen af 2. verdenskrig. De amerikanske besættelsesstyrker opfattede udgaven som propaganda trykt i illegale trykkerier, og de overgav 1500 konfiskerede eksemplarer af Kammerat Napoleon til de sovjetiske myndigheder. Bogens politiske budskab fik også virkning i Storbritannien. Orwell kunne fortælle, at Labour-politikeren Ernest Bevin var “rædselsslagen” ved tanken om, at den skulle blive udgivet før folketingsvalget i 1945.

I de senere år er bogen blevet brugt som billede på nye politiske bevægelser, der styrter lederen af korrupte og udemokratiske regeringer eller organisationer, blot for selv at blive korrupte og undertrykkende når de bliver fanget ind af magten og begynder at bruge voldelige og diktatoriske metoder for at bevare den. Denne slags sammenligninger er blevet brugt over for mange tidligere afrikanske kolonier som f.eks. Zimbabwe og den Demokratiske Republik Congo, hvis afrikanske ledere blev beskyldt for at være lige så korrupte, om ikke værre, end de europæiske koloniherrer, de erstattede.

Bogen stiller helt klart også spørgsmålet, om det er sundt for et samfund at samle al magt i én person. I denne henseende er bogens slutning lettere tvetydig.

Desuden opfordrer bogen læseren til at spekulere over, om oprør i sidste ende vil resultere i et diktatur, og om det ganske enkelt er en del af den menneskelige natur. Dette illustreres ved den måde, hvorpå grisene gennem deres egen magt, dominans og mangel på lighed ikke er til at skelne fra det gamle regime.

Denne artikel er en oversættelse af artiklen Animal Farm på den engelske Wikipedia. Oversættelsen tager i sin sprogbrug desuden udgangspunkt i den danske udgave af Kammerat Napoleon (Søren Gyldendals Klassikere 2000), oversat af Ole Brandstrup.

Share This:

Ajaeng

Die ajaeng ist eine siebensaitige, mit einem Holzstab gestrichene Wölbbrettzither, die in der traditionellen koreanischen Hofmusik gespielt wird. In dieser, in ihrer Struktur und dem Einsatz der Instrumente festgelegten zeremoniellen Musik sorgt sie zusammen mit der Fidel haegeum für das Melodiegerüst. Die im 20. Jahrhundert entwickelte, kleinere Version sanjo ajaeng kommt im Volksmusikstil sanjo solistisch zum Einsatz.

Charakteristisch für die Familie der ostasiatischen Wölbbrettzithern ist ein langrechteckiger Korpus aus einem Holzblock, zwischen dessen Enden parallel verlaufende Saiten über einzelne, in einer diagonalen Linie aufgestellte Stege gespannt sind. Die traditionelle Form der ajaeng ist 160 Zentimeter lang und 24 Zentimeter breit, bei knapp 10 Zentimetern Höhe. Der Korpus besteht aus einem Stück Paulownienholz, die sieben, recht dicken Saiten werden aus gedrehter Seide hergestellt. Jede führt vom Rand der Unterseite über einen schmalen Steg in der Mitte bis zu einem gemeinsamen gerundeten Steg am oberen Ende. Die Saiten werden kurz vor diesem Steg mit einem 65 Zentimeter langen, geraden Zweig einer Forsythie gestrichen, dessen raue Oberfläche mit Harz eingerieben wird. Gelegentlich verwenden Musiker in jüngster Zeit auch einen leicht gekrümmten Streichbogen.

Die siebensaitige ajaeng verfügt über den engsten Tonumfang aller koreanischen Saiteninstrumente. Für die einheimische Hofmusik hyangak beträgt der Ambitus eine None und die Stimmung lautet A – B – c – e – f – a – b, eine Duodezime für den chinesischen Musikstil dangak, beide in pentatonischer Stimmung. Die Stege können zum Umstimmen verschoben werden. Bei einem neu entwickelten neunsaitigen Instrument erweitert sich der Tonumfang nach oben um c’ und e’. Die in der Volksmusik eingesetzte sanjo ajaeng ist mit 120 Zentimetern kürzer, ihre acht Saiten sind eine Oktave höher auf G – C – d – g – c’&nbsp running hydration gear;– d’ – c’’ gestimmt.

Die sechssaitige gezupfte koreanische Zither geomungo (kŏmun’go) und die zwölfsaitige gayageum ruhen in Spielposition quer auf den Oberschenkeln des am Boden sitzenden Musikers, im Unterschied dazu sitzt der ajaeng-Spieler vor seinem, durch ein an der rechten Seite untergeschobenes Holzgestell in eine schräge Position gebrachten Instrument. Der Saitenabstand ist relativ groß, sodass sich die ajaeng nicht für eine schnelle Spielweise mit kurzen Einzelnoten eignet, stattdessen werden Töne durch Legato-Spiel über benachbarte Saiten miteinander verbunden. Gleichzeitig lassen sich die Saiten mit der linken Hand unterhalb der Stege niederdrücken, was die Töne gleitend um mehrere Notenwerte erhöht und zu einem jaulenden Klangergebnis führt.

Eine koreanische Eigenart mancher musikalischer Formen sind yonŭm („verbindende Töne“), melodische Überleitungen zwischen zwei kompositorischen Einheiten. Ein yonŭm wird dazwischengeschaltet, wenn führende Instrumente wie die Kegeloboe piri und die Trommel janggu pausieren. An deren Stelle übernehmen die Querflöte daegeum und die Fidel haegeum oder die kleinere Querflöte dangjeok zusammen mit der ajaeng.

Die chinesische, mit einem Stab gestrichene Wölbbrettzither yazheng kam zusammen mit der 15-saitigen „großen Zither“ taejang während der Goryeo-Dynastie (918–1392) auf die koreanische Halbinsel, wo die Streichzither den Namen ajaeng erhielt und zunächst in der nach ihrem Ursprung in der Tang-Dynastie dangak (tang-akgi) genannten, später auch in der einheimischen hyangak-Musik gespielt wurde. In der dangak-Musik ist die ajaeng eines von 13 Instrumenten, zu den weiteren gehören unter anderem als Saiteninstrumente die Fidel haegeum, die viersaitige Laute tang pipa, die viersaitige Laute wolgum mit einem kreisrunden Korpus, die Zither taejang sowie die Blasinstrumente taepyeongso und tang piri und als Trommel die sanduhrförmige janggu.

Für hyangak waren früher in der zeremoniellen Hofmusik gayageum, geomungo, pipa, die lange Querflöte daegeum und das Doppelrohrblattinstrument piri typisch. Beide Musikstile in langsamem Tempo gehören zusammen und werden a-ak („vornehme Musik“) genannt best meat tenderizer. Allgemein dominieren die Blasinstrumente; die hoch tönende piri spielt die Melodie, ajaeng und haegeum steuern das Melodiegerüst bei und die Bambusflöte daegum ornamentiert. Ajaeng und die höher klingende haegeum spielen dieselbe Melodiefolge. Im 15. Jahrhundert waren fünf staatliche Institutionen für Erhalt und Pflege der höfischen a-ak-Musik zuständig. Für die eher private Hofmusik wurden junge Tänzerinnen im Instrumentalspiel ausgebildet. Nach der Hofchronik von König Sejong (reg. 1418–1450), Sejong sillok, erlernten die Mädchen 1443 das Spiel der Wölbbrettzithern einschließlich der ajaeng, der gängigen Blasinstrumente und der Trommel janggu.

In der koreanischen Klassifikation der Musikinstrumente nach dem Material gehört die ajeng zu den elf Seideninstrumenten. In der Abhandlung Akhak Kwebom von 1493 werden die verschiedenen Stimmungen und Modi einer ajaeng aufgezählt und ihre Aufgabe in den verschiedenen Musikensembles beschrieben. Gemäß der typologischen Klassifizierung gehören die ajaeng und die haegeum nicht zu den Saiten-, sondern zu den Blasinstrumenten. Bei Saiteninstrumenten wie den anderen Wölbbrettzithern werden die Saiten gezupft oder geschlagen und produzieren einen kurz erklingenden Ton wholesale long socks. Entscheidend für die Einordnung ist die Kontinuität des gestrichenen Tons, welcher dem durch strömende Luft erzeugten Ton der Blasinstrumente entspricht.

Die kleinere sanjo ajaeng spielt in Volksmusikensembles des minsogak-Stils, zur Begleitung von Schamanentänzen und im Solostil sanjo, der zum minsogak gezählt wird. Beim sanjo werden unterschiedliche, virtuos auftretende Melodieinstrumente dezent von der Sanduhrtrommel janggu begleitet. Der sanjo-Stil entstand Ende des 19. Jahrhunderts, zunächst für die Wölbbrettzither gayageum, später ergänzt um praktisch alle koreanischen Melodieinstrumente. Nach 1945 kamen Versionen für ajaeng und die Kegeloboe soenap (in China suona) hinzu. Han Ilseop (1929–1973) prägte entscheidend den Stil ajaeng sanjo, der vermutlich erstmals 1948 aufgeführt wurde. Ein bekannter heutiger ajaeng-Spieler ist Pak Jongseon (* 1941). Seit den 1960er Jahren wird sanjo an Musikhochschulen unterrichtet.

Sinawi ist ein anderer instrumentaler Musikstil, der seinen Ursprung in schamanistischen Ritualen hat. Falls gelegentlich der Schamane oder einer seiner Begleiter zusätzlich einen Gesang anstimmt, wird der Stil gueum („Mundmusik“) genannt. Später entwickelten professionelle Musiker in den Städten daraus eine weitere, konzertante Form des sinawi. Ein bekannter ajaeng– und piri-Spieler der schamanischen Musiktradition war Kang Hansu (1930–1987). Chae Gyeman (1915–2002) spielte 40 Jahre lang ajaeng als musikalische Begleitung in einer Frauentheatergruppe.

Die ajaeng wird auch in den Werken moderner koreanischer Komponisten verwendet, von denen sich viele auf die traditionellen Instrumente und musikalischen Formen beziehen. Bak Jongseon (* 1941), ein Schüler von Han Ilseop, spielt neben ajaeng sanjo auch taepyeongso, daegeyum, gayageum, janggu und die Fasstrommel Buk.

Share This:

free people clothing | Kelme Outlet

MCM Rucksack | Kelme Outlet | maje dresses outlet| maje dresses for sale

kelme paul frank outlet new balance outlet bogner outlet le coq sportif outlet Fashion Clothing Shopping Online fashionable clothing